The Grand Budapest Hotel

The Grand Budapest Hotel

The Grand Budapest Hotel, der er instrueret af den anerkendte amerikanske instruktør Wes Anderson, introducerer os til et hundrede minutter med flotte billeder og kameraføringer, interessante karakterer samt et charmerende og detaljeret univers. Desværre drukner budskabet – hvis der da ellers findes et – i karikaturen og iscenesættelsen af karaktererne.

Tæppet trækkes til side, lærredet justeres til det gamle og firkantede 4:3-format, og første akt begynder. Vi bliver inviteret indenfor på det legendariske Grand Budapest Hotel i det imaginære Zubrowka anno 1932. Den charmerende og yderst pligtopfyldende concierge, Gustave (Ralp Fiennes), vil gøre alt for, at tingene er ordnet systematisk og korrekt. Gustave står derfor for den daglige interaktion og kontakt med hotellets besøgende – og gør specielt meget ud af at pleje hotellets ældre, kvindelige gæster.

Den pligopfyldende Gustavo, spillet af Ralph Fiennes - 20th Century Fox

Den pligopfyldende Gustavo, spillet af Ralph Fiennes – 20th Century Fox

Da stamkunden Madame D (Tilda Swinton) pludselig findes død efter hendes besøg på hotellet, tager Gustave og hans nyuddannede piccolo Zero (Tony Revolori) turen over grænsen for at sige farvel en sidste gang. Den meget lineære og overfladiske historie tager fat da Gustave, mod forventning, får del i Madame D’s arv og  tildeles det uvurderlige renæssancemaleri, Boy With Apple – til højlydt utilfredshed hos Madame D’s familie og slægtninge. Denne drejning sender både Gustave og Zero ud i en syndflod af opfindsomme, karikerede og overraskende scener, der inkluderer både drab, skiløb og sågar en fængselflugt, der i dens udførelse tåler sammenligning med TV-serien Prison Break. 

Madame D's søn, Dmitri (Adrien Brody), skal vise sig at være en stor udfordring for Gustavo og Zero.

Madame D’s søn, Dmitri (Adrien Brody), skal vise sig at være en stor udfordring for Gustavo og Zero – 20th Century Fox.

The Grand Budapest Hotel indeholder uden tvivl mange flotte billeder og interessante kameraføringer, klip og panoreringer, men hvorvidt Wes Anderson gemmer på en dybere historie under det tykke og karikeret lag af 1930’ernes luksushote,l er et helt andet spørgsmål. Sammenligner man med Andersons seneste spillefilm, Moonrise Kingdom (2012)gemte den f.eks. på en fin fortælling om ung kærlighed under det charmerende landsbysamfund. Det er ikke på samme måde muligt at analysere The Grand Budapest Hotel for at finde et faktisk budskab, hvilket desværre betyder, at historien virker overfladisk og aldrig synes at udvikle sig udover det forventelige. Filmen er derfor hurtigt glemt, men mens komedien står på, er man tryllebundet af flotte og charmende farver, gode skuespillere og interessante kameraføringer.

BioCity Aalborg, April 2014.
20th Century Fox

Trailer