Psykedelisk albumdebut fra Aalborg

Psykedelisk albumdebut fra Aalborg

Det aalborgensiske neo-psykedelikaband ”The Hedgehogs” har udgivet deres første lp, ”Our Minds Dyed Yesterday”.

The Hedgehogs’ ”Our Minds Dyed Yesterday”

Når man sætter “Our Minds Dyed Yesterday” på, er det første, der møder ørene, en meget stor inspiration fra andre psykedeliske rockbands som specielt Baby Woodrose, Dragontears og det bringer tankerne til det tidlige materiale fra Echo and the Bunnymen. Der er ingen tvivl om, at musikerne er dygtige, men specielt leadguitaren og bassen har et sammenspil, der er en fryd for øregangene.

Hedgehogs består af vokal, mundharmonika og guitarist Mads L. Olsen, guitarist Morten Oliver, bassist og organist Simon Berg Just og trommeslager Martin Jensen. Bandet har eksisteret siden 2009. De har siden optrådt et utal af gange på festivaler og koncerter rundt omkring i landet, dog har de ikke udgivet andet end en demo indtil nu, og de har selv spædet til for at udgivelsen kunne blive en realitet. Hele 12 numre er at finde på skiven.

Lyden på aalborgensernes debut er desværre en smule mudret, der er på intet tidspunkt et brud på denne moselyd, på nær de passager, hvor der bliver brugt mundharmonika og orgel. Det kan eventuelt tilskrives en produktion, hvor budgettet har været begrænset. På nummeret ”Ain’t No Home” sker der imidlertid noget, og der kommer et reelt og enestående nummer ud af det. En cadeau til orglet på nummeret ”The Witch”, som virker perfekt i sammenhængen – og der måtte gerne være mere for at skabe variation i de til tider enslydende numre. I og med at det hele blender en smule sammen, er det også svært at høre lyrikken, som kun af og til trænger igennem. En nærmest enerverende rumklang ligger over vokalen på hele pladen, hvilket også er med til at sløre vokalen. Langt størstedelen af numrene rummer meget spændende riffs, som gerne måtte dyrkes mere.

For at krølle tilbage til nummeret ”Your Eyes”, som personligt er min favorit, giver hele nummeret én billeder på nethinden af en regnvåd, ensom by, en befærdet bro og en gennemblødt, eftertænksom, rygende hovedperson. Det er for mig et kvalitetsmærke, at der kan dannes indre billeder.

Deres lyd kommer altså ind under huden i glimt i stort set alle numrene, og det løfter hele lp’en til et niveau, hvor man som lytter får følelsen af, at det ikke bliver det sidste, man hører til The Hedgehogs, fordi de netop evner at skabe billeder. De har et stort potentiale, og det ville komme rigtigt frem med efterpuds på produktionen.

Også det efterfølgende ”Every Door” har et godt sammenspil guitar og bas imellem, som skaber en udsøgt og spændende dynamik.

Men som tonerne klinger ud, sidder man med en følelse af at have hørt en meget lang plade. Den indeholder eminente elementer, men er som helhed en lidt antiklimatisk oplevelse.

Alt i alt vil jeg sige, at det er synd den ikke er bedre produceret. Der er virkelig potentiale i rigtigt mange af numrene, men det kan lyde som om, bandet har taget flere numre med, end de reelt har gennemarbejdet. Dog vil jeg mene, at det er genialt at danse til med bare tæer på en græsplæne, hvis man nu er til den slags.