Kongen Cohen

Kongen Cohen

Den 26. august indtog den karismatiske “Preacherman” Leonard Cohen Mølleparken i Aalborg, på en stor scene i lun aftensol og klar blå himmel og herfra begyndte en historisk omgang lyrik og musik i ét.

Leonard Cohen, Mølleparken, Aalborg 26. august 2012

 

Koncerten gik i gang, solen skinnede, og Leonard Cohen kom ind på scenen, i egen krumbøjede person. Han tiltalte publikum som gamle venner, som indforståede flammer og mødte dagens koncert med et ”Hello friends,”.Bandet bestod af dygtige musikere, som snart viste, at de ikke kun var Leonard Cohens baggrundsmusik, men en betydningsbærende del af den samlede optræden. Mange både ældre og nye sange blæste ud i vinden, og var hverken tinitusfremkaldende eller hviskende, altså et rigtigt godt lydniveau. Sange som ”Who By Fire” og ”Ring the Bells” var helt eminente og virkede præcis så kraftfulde som de er, med respekt for Cohens evner. Dog var korpigerne en smule skuffende under visse sange, og den ’power’ man forventede under eksempelvis”Ring the Bells” var erstattet af en blidere, tilnærmende kirkekorssangeragtig optræden.

På trods af de 78 år var der en ubetydelig forskel på hans dybe klang som yngre og til nu. En smule demens er at forvente i sådan en alder, og det gjorde ikke noget, da han præsenterede bandet to gange, på præcis samme måde. ”Anthem” fra albummet ”The Future” tog også publikum med storm, og her præsterede koret præcis, hvad der lå i luften.Koncerten var heller ikke uden humor, eksempelvis under nummeret”Tower of Song” også fra ”The Future”, spurgte Cohen folket om de kunne tænke sig at kende ”the meaning of it all, the eternal riddle of life?” og fik korpigernes næsten messende ”Duh-dam-dam-dam-de-duh-dam-dam” til at fortsætte, mens han stillede spørgsmålet. Efter en kort pause, henviste han til korpigernes sang. Det var ifølge Cohen meningen med livet.

Midt i koncerten kom der en serie af de lettere ukendte, countryprægede numre, som for mit vedkommende, var synd. Blandingen af nyt og gammelt var her ikke i så god balance, som man kunne håbe, men der blev selvfølgelig opvejet i løbet af den 4 timer lange koncert.

To af de tre korpiger, Webb Sisters, fik også sceneplads, selvkomponerede, som covers og fortolkninger af Cohens egne sange. På et tidspunkt hørte man ikke Leonard Cohens egen stemme i tre numre i streg, og det fik lagt en dæmper på begejstringen. Her skal det indskydes, at musikerne her viste deres værd, og de var bestemt godt udvalgt, ingen slinger i valsen. Det gav dog også et afbræk, som for nogle kunne være fordelagtigt. Leonard Cohen for eksempel, stod respektfuld tilbage under hvert nummer fremført af andre fra bandet og lyttede opmærksomt.

Overraskelsen ”Hallelujah” gik selvfølgelig ud over alt forventning og hensatte det stille, nordjyske publikum i ekstase. Mange sang med, for lungernes fulde kraft, nogle græd over den absolutte skønhed, mens andre bare stod og sugede det hele til sig. Ingen dybere forklaring; det var perfekt.

Lysshowet udviklede sig, som det blev mørkere. Det understøttede stemningen i sangene enormt godt, baggrunden var et stort maleri, en gennemgående farve og styrke, blødt lys i varme nuancer på hvid baggrund. Det gav så god mening og en god sammenhæng med musikken.

Den romantiske ”Take this Waltz” var selvfølgelig også en fantastisk oplevelse, og alt i alt, vil jeg mene, at jeg ikke har oplevet en koncert så gennemført, medrivende, underholdende og fantastisk, så længe jeg kan huske.

Bandmedlemmer:
Alex Bublitchi (violin)
Javier Mas (akustisk guitar, og andre strenginstrumenter)
Neil Larsen (keyboard, akkordeon, blæs)
Bob Metzger (guitar, vocal)
Sharon Robinson (vokal)
Webb Sisters (vokal, guitar, harpe)
Foto: Officielt pressefoto