Københavnske CHINAH på Studenterhuset

Københavnske CHINAH på Studenterhuset

InSite var med, da den københavnske trio, CHINAH, med deres elektro-poppede r’n’b indtog Studenterhuset i Aalborg.

CHINAH debuterede med singlen Away from me i juli 2015 og vandt, i 2016, P3 Talentet til P3 Guld.

En god og behagelig stemning fyldte salen, i sekundet man trådte ind. Norske Ane Monsurd stod for opvarmningen med deres alternative, nordiske popmusik.

Salen var fyldt, med et publikum som primært bestod af kærestepar, i alle aldre. Et yngre publikum udgjorde den primære gruppe tæt ved scenekanten og skabte hermed en energi i salen.


En time senere indtog CHINAH scenen og satte for alvor gang i stemningen. En cool optakt med synth og sirener ved koncertens åbningssang, The space another made, som også er den første sang på deres nyeste EP, Hints. Bandet var alle klædt forholdsvist beskedent, og forsangeren, Fine, med sit lange hår hængende løst – præcis som man kender hende bedst.

Ved koncertens halvleg præsenterede CHINAH en gave for publikum. Trioen havde nemlig omfavnet Amerie’s 90’er hit, 1 thing og mixet deres elektroniske univers med 90er-R’n’B, og fik dermed kæmpehittet til at lyde, som var det deres eget. Publikum tog også godt imod denne overraskelse og sang glædeligt med på sangens fængende omkvæd.

Trioen havde en god energi og samspil på scenen, og der var ingen tvivl om, at de nød optrædenen i samme grad som publikum. Koncerten sluttede af ved sit højeste, da bandet valgte at slutte af med to af deres største hits, We go back og Away from me.

CHINAH leverede alt i alt en sublim musikoplevelse med deres enestående elektroniske lydunivers. En god aften med god energi og musikalsk fryd for ørene.