Kashmir fik Nibe til at råbe højere end Roskilde

Kashmir fik Nibe til at råbe højere end Roskilde

En rutineret og professionel koncert af dygtige Kashmir forvandlede Nibe Festival til en fantastisk aften med fællessang.

Foto: Mads Dalum Poulsen

Efter Cee Lo Greens koncert på Stor Scene blev det endelig Kashmirs tur til at vise Danmarks svar på det bedste rock. Kasper Eistrups velkendte rå og hæse stemme, samt bandets fantastiske lyd, hev store bifald hjem fredag aften. En koncert fokuseret på kvalitet frem for det store sceneshow var et stort hit for de fleste, hvor publikum bestod af flere aldersgrupper. Kashmir er et kendt navn på Den Lille Fede, hvor bandet har gæstet festivalen otte gange forinden. Det var altså et dedikeret publikum, som kunne synge med på de fleste numre, hvilket gav en intens stemning.

En lidt stille start, men som også er kendetegnende for deres lyd, udviklede sig til en rigtig god koncert, med god lyd og passende lys. Selvom Kasper Eistrup ikke løb rundt på hele scenen, kunne man mærke hans og bandets nærvær samt gode kontakt til publikum. Et stort smil på læben og Kaspers stemme, der råber: “Kan vi råbe højere end Roskilde?”, fik Hestepladsen foran Stor Scene til at eksplodere i høje skrig og råb, som virkelig gav Roskilde kamp til stregen – efterfulgt af ordene: “Hvem fanden er Roskilde egentlig?”. Det var altså tydeligt at spore et glad og motiveret band, som virkelig ønskede at stå på denne scene.

Kashmirs nok mest velkendte sang “Rocket Brothers” blev markeret med et vildt lysshow, hvortil publikum glædeligt skrålede med og høstede endnu større bifald.

Det eneste minus der er at sætte på koncerten, er et lidt for langt C-stykke, som resulterede i få gabende munde. Trods det lange C-stykke, samt en lille drillende knappe i skjorten, som flere gange gav mulighed for at se Kaspers maveskind, var koncerten rigtig god og velspillet. Kashmir fortjener derfor fire ud af fem stjerner.