Hæsblæsende aktion i Panem

Hæsblæsende aktion i Panem

Sidste del af Hunger Games-trilogien er et “brag” af en finale, fortæller InSites anmelder. 

Da den første del af “The Hunger Games: Mockingjay” udkom for et år siden, var det med store forventninger om et hæsblæsende opgør mellem det undertrykte folk og præsident Snows velbetalte soldater, avancerede våbensystemer og distrikt et’s umenneskelige overflod af rigdom. Det viste sig desværre hurtigt, at vi skulle kigge længe efter den faktiske finale, da filmen sluttede netop, som alting skulle til at starte. Det er nu endelig blevet tid til den sidste del af “Hunger Games”-trilogien – som faktisk er den fjerde film – og sikke et brag!

Vi starter in media res præcis, hvor første del sluttede. Der går ikke mange minutter, før de første af mange eksplosioner brager løs, og situationens alvor endnu engang står malet udtrykkeligt i ansigterne på oprørerne. Det er kampen mellem rig og fattig, diktatur og demokrati samt god og ond – men mest af alt er det kampen mellem Katniss Everdeen (Jennifer Lawrence) og den aldrende præsident Snow (Donald Sutherland). De repræsenterer nemlig to helt modstridende samfundssyn, der, afhængig af kampens udfald, unægteligt kommer til at forme fremtidens Panem for altid.

Jennifer Lawrence er endnu en gang tilbage i rollen som Katniss Everdeen. Det er nu eller aldrig; Panem’s fremtid ligger i hendes hænder – om hun vil det eller ej.

Oprørerne har sat alt på spil i kampen om frihed og demokrati i hvad, der mest af alt synes en umulig opgave med et underliggende strejf af kollektivt dødsønske. Kampen har været langt undervejs, men mens hvert enkelt distrikt er faldet planmæssigt uden større tab, er energien og kampgejsten stødt dalende med den absolut største udfordring endnu uløst: distrikt et.

Der er brug for fornyet energi. Der er brug for Katniss Everdeen.

Rollen som oprørenes frontfigur ligger ilde hos Everdeen, der mest af alt prioriterer sine nære og ser opgøret mod præsident Snow som et uundgåeligt, personligt foretagende. Hun trodser derfor alle anvisninger om at holde sig tilbage og pumpe motiverende propaganda ud til oprørene via TV-udsendelser og træder ind på frontlinjen. Det er her, hun vil være. Det er her, hun virkelig kan få gennemført noget uden at deltage i initiativer, der minder uhyggeligt meget om Snows egne strategier.

Præsident Snow har ikke sovet i timen og har brugt måneder på forberedelse til oprørernes uundgåelige jagt gennem distrikts et’s gader.

Med mockingjayen tilbage helt ude på frontlinjen er der endelig åbnet op for den hæsblæsende aktion, som man så inderligt ønskede sig gennem hele første del. Der er ikke skruet ned for noget, og anden del af “The Hunger Games: Mockingjay” er således alt, hvad seriens fans har ventet og håbet på. Det går stærkt – meget stærkt – til sidst, men det er alligevel en overbevisende filmatisering, der sætter et velfortjent punktum i Suzanne Collins’ interessante univers.