Grænse – hvilken grænse?

Grænse – hvilken grænse?

Den svenske film Grænse er en forvirrende genrehybrid, der imponerende bryder alle genregrænser og udfordrer biografgængeren på en helt ny, imponerende måde.  BioCity Aalborg – Oktober 2018.

Tina lukker bildøren og bevæger sig stille mod indgangsterminalen, mens dagens første færge tårner sig op i havnebassinet bag hende. Tina arbejder som toldbetjent i en lille svensk færgeby, der synes omtrent lige så grå og identitetsløs, som den anonyme korridor hun er positioneret i. Men Tina skiller sig ud. Hun har en kromosomfejl. Hendes ansigt er plettet og opsvulmet, hendes hår er fedtet, hendes hænder er hærget og hendes kropsbygning synes maskulin. Og så rynker hun på næsen som et dyr på jagt.

Vi lærer hurtigt, at Tina – der spilles af en yderst imponerende Eva Melander – har en ekstraordinær veludviklet lugtesans, der tillader hende at identificere de forbipasserende rejsendes følelser – hendes næse sitrer bogstavligt ved ankomsten af frygt, glæde, skam, skyld eller vrede i luften. Hun kan derfor med snilde udpege mistænkelige passagerer, hvad end de bærer på for mange liter alkohol, stoffer, eller medbringer et SD-kort med børneporno.

Sidstnævnte resulterer i en næsten prompte rekruttering af politiet, hvor Tina skal yde assistance i opgaven med at optrevle netværket af pædofile. At man på dette tidspunkt – måske tilgiveligt – forventer sig et klassisk outsiderdrama bliver hurtigt sat til skamme, da Vore (Eero Milonoff) – der deler Tina’s kromosomfejl – målrettet forlader færgen som dagens sidste passager. Vore’s tilstedeværelse vækker noget i Tina, som hun ikke vidste fandtes. Opgaven med politiet træder efterfølgende i baggrunden, og den faktiske historie udfolder sig. Hvad der efterfølgende sker, kan ikke beskrives med ord uden at ødelægge oplevelsen.

Jeg har sjældent været så forvirret og så imponeret på én og samme tid, som jeg var, da jeg forlod biografmørket efter at have sent Grænse af den iransk-svenske instruktør, Abi Abbasi. Jeg har ligeledes aldrig afsluttet en film uden i det mindste at have en vag, overordnet ide om, hvordan jeg efterfølgende skulle strukturere og skrive min anmeldelse. Og hvor var det i virkeligheden en dejlig følelse! Det understreger netop, at Grænse er en af de få, unikke film, der effektivt udvisker alle grænser og virkelig, ja næsten forstyrrende, udfordrer dens publikum på en måde, vi sjældent bliver. Grænse er derfor bestemt ikke en film for alle, men for dem, der har lyst til at få en oplevelse – for det er det virkelig – så kan filmen uden tvivl anbefales!