Følelseskold cyberpunk som dræbermaskine

Følelseskold cyberpunk som dræbermaskine

Ghost In The Shell er en amerikaniseret udgave af den originale japanske anime fra 1995. Der er fantastiske visuelle skud fra Toyko, men portrætterne er overfladiske, og temaerne forfølges ikke, understreger InSites anmelder, Joachim.Hvordan definerer man det at have en identitet? Kan man opstille en række forudsætninger eller minimumskrav? Skal man, for eksempel, nødvendigvis have en komplet, biologisk menneskekrop, eller kan man nøjes med en hypermoderne, kybernetisk krop af metal fint indpakket i kunstig hud og nidkært designet til bekæmpelse af de farligste seriekriminelle?

Ovenstående er den brutale virkelighed for Major Mira (Scarlett Johansson), hvis hjerne blev transplanteret fra hendes dødende krop til regeringens underleverandør Hanka Industries’ fortolkning af den ypperste symbiose mellem menneske og maskine. Den første af hendes slags. Major, der med sine nye egenskaber blandt andet kan overleve, hvad normale mennesker ville dø af, indsættes som en følelseskold, men lynende effektiv agent i regeringens anti-terror afdeling, Section 9.

I det hemmelighedsfulde arbejde hos Section 9, hvis agenter blandt andre også tæller Batou, der overbevisende spilles af danske Pilou Asbæk, kommer Major på sporet af den mystiske og berygtede hacker, Kuze. Hackeren truer hele eksistensgrundlaget for Hanka Corporation. Gennem en hæsblæsende jagt gennem futuristiske Tokyo, på kryds og tværs af grænserne mellem virkelighed og cyberspace, begynder Major at få hallucinationer. De får hende til at sætte spørgsmålstegn ved hendes identitet og virkelighedsopfattelse. Har hun måske haft et liv før den kybernetiske krop, og hvad er faktisk virkelighed?

Netop det syrede spil mellem virkelighed og cyberspace er også et, som biografgængeren bliver halvvejs involveret i. Den moderne gengivelse af Tokyo er nemlig meget imponerende gennemført. Det er tydeligt, at CGI-magikerne har været på overarbejde. Desværre forbliver portrætteringerne udelukkende overfladiske og reserveret til hurtige klip og korte glimt, man blot ønskede ville vare længere. Det er en skam, for der mangler bestemt ikke detaljer! Har man set Mamoru Oshii’s originale tegnefilm fra 1995, der unægteligt brugte mere tid på at dvæle ved universet, springer ovenstående blot endnu tydeligere frem. Ghost in the Shell anno 2017 er med andre ord ikke en frame-by-frame gengivelse af originalen, men snarere en amerikaniseret udgave.

At film bliver amerikansieret kan både være positivt og negativt, men for Ghost in the Shell er det desværre overvejende negativt. Hvad der kunne have været en storslået actionfilm, der udfordrede seeren med stærke og relevante teamer som for eksempel identitet og forholdet mellem mennesker og maskiner, bliver aldrig til mere end en lunken, omend visuelt imponerende, teaser af noget, der kunne have været fantastisk. Det bliver specielt frustrerende, når man på vej ud af biografen kan konstatere, at man trods kvaliteten af rigtig mange elementer – alt fra skuespillerne til musikken – alligvel ubevidst måtte udfylde hullerne i Ghost in the Shell anno 2017 med, hvad man aftenen forinden havde set i den originale.

Hvis blot den havde fået lov…