Elektronisk indierock på højeste niveau!

Det rutinerede, elektroniske indierockband, Veto, leverede en suveræn koncert på Studenterhuset. 

af Ann Marlene Sprogø Bodeholt & Camilla Maria Erichsen
Den 22. September – 2011 19:44


Veto på Skråen, Aalborg 2. april 2011

Foto: Belina Nørnberg

Venter på Veto
Veto-ventetid med opvarmningsbandet, Morning Parade, som kommer fra England. Det gjorde de godt med gode og solide rocknumre.

Vi ventede spændt. Man kunne se folk dreje hovederne, hver gang man hørte en lyd fra scenen, i håb om at det var Veto, der havde sneget sig ud på scenen. Endelig kom de ud, og de fik en varm velkomst af publikum, som skreg og hoppede rundt. Stemningen var i top, og vi fik hurtigt varmen blandt publikum. Scenen var fyldt med spejle rundt omkring, og det gav en fed effekt sammen med det røde lys, som skinnede ud over publikum.

Fangende rytme
Troels Abrahamsen sang med en fantastisk indlevelse og bevægede sig rundt på scenen og fyrede den af med hans helt særlige kropssprog og dans. Resten af bandet, altså David, Mark, Jens og Mads spillede numrene til perfektion, og fik os til at flyde trygt og roligt ind i musik, hvor vi forblev helt til slutningen af koncerten.

Veto leverede en rimelig god blanding af gamle og nye numre. Man kan godt mærke, at de er rutinerede, og man føler sig tilpas i deres selskab. Man kan dog godt mærke, at de har ændret stilen lidt på deres nye album, “Everything Is Amplified”, som er mere stille end de foregående album, men de havde ikke glemt de gode, gamle numre, som “You Say Yes, I Say Yes” og “You Are a Knife”, hvor publikum gik helt amok og sang højlydt med. Til de nyere og mere stille numre lyttede publikum villigt med, mens de stille og roligt vuggede frem og tilbage til musikkens rytme.

Problemer med teknikken
Bandet havde dog på et tidspunkt småproblemer med teknikken, hvor musikken startede for hurtigt, men de tog det med et smil på læben. Det stoppede heldigvis heller ikke publikum, som dansede og skreg videre, som om intet var hent.

Blanding af hyperaktivitet og træthed
Efter koncerten var vi glade. Vi følte en blanding af hyperaktivitet og træthed, da vi var helt oppe at køre og stadig følte beatet i vore hjerter, og derudover havde vi hoppet og danset rundt, så vores ben var ved at falde af. Det var en suværen koncert, som vi gerne vil opleve igen.

Ann Marlene Sprogø Bodeholt & Camilla Maria Erichsen