Eminent skuespil pryder melodramatisk krigshistorie

Eminent skuespil pryder melodramatisk krigshistorie

Gary Oldman ER Churchill i den melodramatiske Darkest Hour.

Darkest Hour, marts 2018 i Nordisk Film Biografer Aalborg Kennedy.

Den verden, vi kender i dag, kan vi på mange måder takke den tidligere og yderst karismatiske britiske premierminister, Winston Churchill, for. Cementeringen af enmandshæren Churchill i verdenshistorien som en central figur i udformningen af både britisk og europæisk politik var dog alt andet end givet.

I timerne før den tyske blitzkrieg mod Frankrig blev indledt med knusende angreb mod Holland, Belgien og Luxembourg, stod det klart, at det britiske parlament havde mistet troen på den daværende premierminister, Neville Chamberlain (Ronald Pickup), og hans eftergivenhedspolitik. Der var desperat behov for en effektiv afløser, der kunne samle masserne og lede Storbritannien stålfast gennem en mørk og potentiel langstrakt krigstid.

Den tidligere udenrigsminister, og Chamberlains’ højre hånd, Lord Halifax (Stephen Dillane), synes den oplagte afløser, men han manglede oppositions opbakning. Situationen spidsede til, og der skulle træffes en afgørelse snarest. Valget faldt derfor – omend modvilligt og nok mest af alt i mangel af bedre kandidater – på den upopulære Winston Churchill (Gary Oldman), der som en af de få konservative politikere, stadig havde oppositionens støtte.

66-årige, storrygende Churchill accepterer jobbet og får overdraget et næsten umenneskeligt ansvar på skuldrene. Hvad, der hidtil havde floreret som en underliggende fornemmelse af desperat travlhed, bliver tvunget forsvarsløst frem i lyset i takt med, at den ene mørke time spiser den anden: 300.000 britiske og franske soldater er omringet i Dunkerque med tyske styrker på fremmarch. Storbritannien kigger direkte ind i Hitlers nådesløse krigsmaskine, og Churchill bliver nødt til at skabe en sejr.

Darkest Hour indeholder spænding på den måde, som kun gengivelser af virkelige begivenheder kan gøre det, men filmatiseringen formår alligevel at tage historien til et nyt niveau via dybt imponerende skuespil koblet med et eminent soundtrack, der med stor nøjagtighed portrættere Churchills kampe. Det giver god mening, at der er lagt så meget vægt på lydsiden, som der er: Churchill forstod det engelske sprog; han forstod, hvordan han skulle mobilisere sproget til at inspirere og motivere befolkningen (og samtidig påvirke nutidens biografgænger!).