Beskidt Jord, anno 2154

Beskidt Jord, anno 2154

“Elyisum” (2013), instrueret af Neill Blomkamp (District 9, Smallville m.v.), fortæller historien om fremtidens klassekamp, taget til ekstremerne. Kalenderen siger 2154, og Jorden er stærkt overbefolket, beskidt, forurenet og hårdhændet kontrolleret af robotter, styret af overklassen, der bor på den gigantiske rumstation, “Elysium”.

Klasseforskellene er ekstreme. Elysium huser alverdens rigdomme, overdådige villaer, ønskværdige teknologier (heriblandt en maskine, der kan registrere og kurere alle tænkelige sygdomme, knoglebrud og det, der er værre i løbet af få sekunder), alt sammen indhyldet i en helt ren luft. Jorden og den resterende befolkning er på den anden side efterladt i fattigdom og lever under uhumske forhold stærkt overvåget af overklassens robotter. Overklassen er, ganske som forventet, komplet ligeglade med underklassen – så længe robotproduktionen opretholdes.

Den radioaktive stråling har allerede taget sin tørn på Max, men alle midler tages i brug i kampen om overlevelse – Sony Pictures.

Filmens hovedperson, Max (Matt Damon), er en af de få heldige med arbejde, men med en længere straffeattest er livet langt fra problemfrit. Den nærmest Big Brother-lignende overvågning skaber nemlig dagligt problemer, og Max må tage til takke med robotternes slag og mekaniske svar.

Da Max i forbindelse med sit arbejde bliver udsat for dødelig radioaktiv bestråling og får fem dage at leve i, tager handlingen fat. Max må, koste hvad det vil, tage turen til Elysium og finde en lægemaskine. Max tager kontakt til sin tidligere, kriminelle arbejdsgiver, Spider, der kan arrangere en risikofyldt tur til Elysium. De skrøbelige rumskibe skal nemlig både slippe uset gennem Elysium’s fejlfri forsvarsystemer og undgå nedskydning på vejen.

Matt Damon spiller rollen som Max – Sony Pictures.

Prisen for billetten betyder en actionfyldt nedskydning af Elysium-forretningsmanden John Carlyle (William Fictner) og senere overførsel af hjerne-data. Carlyle har, uden Max’ eller Spiders kendskab, indgået en streng fortrolig aftale med Elysiums forsvarsminister, Delacourt (Jodie Foster). Max står pludselig tilbage med uerstattelig information, der kan betyder en ændring i historiens gang.

“Elysium” byder på storslået action med god underholdningsværdi, men desværre bliver man aldrig helt introduceret til universet anno 2154, og mange muligheder med stort potentiale står ubenyttet hen. Historien er ligeledes meget lige til og uden de store overraskelser – der kører dog en sideløbende historie med barndomskæresten Frey (Alice Braga) og kampen for hendes kræftramte datters overlevelse.

 

Trailer

“Elysium” i BioCity Aalborg, september 2013.
Foto: Sony Pictures.